top of page

GAUGE GUIDE

Alt du skal vide om strikkefasthed

gauge.png
gauge_edited.png

Det lyder kedeligt, og mange af os vil bare gerne igang med vores strikkeprojekt NU - der er ikke tid til, at strikke en dum firkant!
Men at lave en strikkeprøve er faktisk det aller vigtigeste du kan gøre som strikker.

HVAD ER STRIKKEFASTHED?

'Strikkefasthed' er et ord der beskriver, hvor stramt du strikker. Alle strikker nemlig med forskellig fasthed!
I en strikkeopskrift vil der altid være opgivet en
strikkefasthed du skal strikke med. Dette er typisk vist som:
10 x 10 cm =  X masker x Y pinde
Denne lille formel viser, hvor mange masker (målt horisontalt) og pinde (målt vertikalt) der skal være i dit strikketøj, indenfor et felt på 10 x 10 centimeter. Inden du går igang med et projekt, bør du strikke en lille prøvelap i den teknik og pindestørrelse opskriften siger, for at se, om du får den rigtige strikkefasthed.

HVORFOR ER DET VIGTIGT?

Når du læser en strikkeopskrift, vil der altid stå hvilken pindestørrelse du skal strikke med. Dette er en vejledende pindestørrelse - for måske strikker du en smule løsere eller strammere, end designeren af opskriften gør, og får derfor brug for at gå en pindestørrelse op eller ned for, at opnå den rigtige strikkefasthed.
Derfor skal du altid tjekke, om du opnår den rigtige strikkefasthed med den anbefalede pindestørrelse, inden du påbegynder et strikkeprojekt. Hvis du blot strikker en smule løsere eller strammere end designeren der har lavet opskriften, kan det påvirke din strik ekstremt!

 

Eksempelvis;
Hvis en opskrift kræver en strikkefasthed på 10 masker på 10 centimeter,

men du strikker med en strikkefasthed på 11 masker på 10 centimeter
kan en trøje i størrelse L faktisk ende med, at passe en str XS!

GAUGE GUIDE

Hvad kan påvirke din strikkefasthed?

gauge.png
gauge_edited.png

Garntype

Det garn du arbejder med, har virkelig stor betydning for din strikkefasthed. Hvis du strikker i et andet type garn end strikkeopskriften anbefaler, er det derfor ekstra vigtigt, at tjekke din strikkefasthed!

Ret- og vrangside

Mange strikkere har forskellige strikkefastheder alt efter, hvilken teknik de strikker. På en strikkeprøve, hvor der er strikket retmasker på retsiden og vrangmasker på vrangsiden, kan du muligvis se, at maskerne du strikkede på retsiden ser væsentligt anderledes ud end dem, du strikkede på vrangsiden - fordi din fasthed er strammere når du strikker den ene teknik frem for den anden!

Garnfarve

Garnets farve kan faktisk også påvirke din strikkefasthed! Når garn indfarves, kan elasticiteten og kvaliteten af garnet påvirkes.
Derfor kan du opleve, at få to forskellige strikkefastheder med præcis samme garn - men i to forskellige farver!

Vask

 Vask kan påvirke garn helt ekstremt meget
- navnligt naturfibre såsom uld!
Det er derfor MEGET vigtigt, at du vasker din strikkeprøve inden du måler den.

Strikkefastheden i en opskrift vil altid være opgivet efter vask.

Pinde

Typen af strikkepind kan påvirke din strikkefasthed meget - nogle strikker på metalpinde, nogle på træpinde og nogle på plasticpinde. Din strikkefasthed kan nemt ændre sig, alt efter hvilken type pind du bruger.

Venus i retrograd

Arh, den her er så godt nok en lille overdrivelse - men der er så mange ting, der kan påvirke din strikkefasthed, at det er liiiige før, at planeternes placering også kan have en finger med i spillet!

Humør

Det lyder vildt! Men det er rigtigt nok - dit humør kan påvirke din strikkefasthed. Hvis du er stresset, kan du måske have tendens til, at strikke strammere. Hvis du er distraheret, kan du have tendens til, at strikke løsere
- og så videre!

Rundstrik eller fladstrik

Din strikkefasthed kan nemt ændre sig, alt efter om du strikker rundt eller frem-og-tilbage (fladstrik).

... og mange flere ting!

GAUGE    GUIDE

Tips til den perfekte strikkeprøve

gauge.png
gauge_edited.png
  • De yderste masker på en strikkeprøve opfører sig som regel lidt underligt, og ofte ruller kanterne på din strikkeprøve også sammen. Dette gør det virkelig svært, at måle om din strikkeprøve nu også måler 10x10 centimeter. Når du laver en strikkeprøve, skal du slå flere masker op, end blot det antal masker du ifølge opskriften skal have på 10 centimeter - og strikke flere pinde, end blot det antal pinde du skal have på 10 centimeter. Hvis du f.eks. skal have en strikkefasthed der hedder 10 x 10 cm = 20 masker x 30 pinde, anbefaler jeg, at slå 30 masker op og strikke 40 pinde. Efter du har vasket og tørret din strikkeprøve, kan du så måle strikkefastheden på et 10x10 cm felt på midten af strikkeprøven.

  • Strik altid strikkeprøven i den teknik opskriften angiver. Angiver opskriften ikke noget, strikkes prøven i glatstrik.

  • Strik altid strikkeprøven enten rundt eller frem og tilbage, alt efter hvad opskriften angiver. Angiver opskriften ikke noget, strikkes prøven frem og tilbage.

  • Hvis du har færre masker på 10cm end ønsket, skal du forsøge med en mindre pindestørrelse.

  • Hvis du har flere masker på 10cm end ønsket, skal du forsøge med en større pindestørrelse

  • Det er som regel vigtigst, at du har det korrekte antal masker på de 10 cm, end at du har det korrekte antal pinde på 10cm.
    Det forkerte antal masker kan ændre størrelsen på din strikkede sag rigtig meget, hvor et forkert antal pinde oftest kun påvirker længden - hvilket du kan gøre op for ved, at strikke et par omgange til eller fra.

  • Hvis du strikker med en forkert strikkefasthed, vil det påvirke den mængde garn du ender med at have brugt på et projekt. Et projekt kan derved estimeres til at kræve 5 garnnøgler i opskriften, men du kan ende med at skulle bruge 7, hvis du ikke har strikket med den korrekte fasthed.

 

bottom of page